At min kat slår tiden an
Med halen er ikke i sig selv
Usædvanligt, men at døden
Kræver en selvbeherskelse
Jeg ikke ejer, og at denne
Død flammer op i kattens
Fosforescerende grønne pupil
– det er alligevel slående.
Ur Almanak 2005, postumt.
»Jeg holder altid med de svageste. De svageste er de mest interessante, fordi de altid reagerer sundt på samfundet ved ikke at kunne holde det ud. For øjeblikket laver jeg en børnebog, der skal hedde »Den usynlige dreng«, og den bliver lidt mere rå end, hvad man er vant til. Drengen bor i en skov, og i normale børnebøger bliver børnene som regel glade for dyrene og taler med dem. I min bog æder drengen dyrene! Så kommer han op på et slot, hvor der bor en stor, tyk kvinde næsten uden hår på hovedet, og som spiser for meget nervemedicin og chokolade – det er et selvportræt – og hun har en datter, som er bange for skoven, men datteren er et skelet, så hun kan ikke tage nervepiller, for det rasler jo lige igennem hende. Drengens opgave bliver at lære hende ikke at være bange for skoven.«
Morti Vizki i intervju i Berlinske, januari 2003: Kroppens digter
» Hvis der ligger en længsel implicit i såvel Morti (efter døden) som i Vizki (efter sensualiteten), var det et skisma, som han daglig levede ud. Han var den sorte digter i de beige vindjakker, han var hanekamspunkeren med det vandkæmmede lyse hår. Hans yndlingsbog var Yukio Mishimas ‘En maskes bekendelser’, som han læste en gang hvert femte år, og som, i Vizkis optik, handler om at tage det tragiske element i tilværelsen til sig – og nyde det fuldt ud. Ka’ det ikke være anderledes, ka’ det i det mindste være smukt, et gyldigt udgangspunkt for et signalement af Vizkis eget forfatterskab, der altid blev kritiseret for sin eksklusivitet og kompleksitet, men som altid som et minimum var skært lyrisk, kældersort ved gud, men i sine bedste stunder enestående smukt.«
Ur nekrolog i Politiken skriven av Michael Bo i september 2004
L O G G F I G U R 